Sådan blev jeg stærk, modig og fri af Naja Mcnair
– hvordan åndelig krigsførsel gav mig mit liv 10-fold tilbage

“Det her præstationsangst er nok bare et vilkår, jeg må leve med” – sagde jeg livsklogt til mig selv, efter at jeg med armene over hovedet var kommet om på den anden side af en krise med stress. Hvad jeg ikke havde anet var, at det var så langt fra et vilkår som noget. At bruge “åndelig krigsførelse” blev mit springbræt til at smide angsten på porten og træde stærkt ind i livet bevæbnet med styrke og livsmod. Og det kan også blive dit.

Jeg ønsker at dele min erfaring. Mit håb er, at andre også for alvor kan smide hammen af dårlige vaner og vilkår og blive den bedste og stærkeste version af sig selv. Åndelig krigsførsel lyder militært og slet ikke som noget for en pæn pige, men lad mig fortælle dig noget: Verden er ikke for sarte sjæle. Hvis du vil undgå at lade dig trampe på af dine egne svagheder, så se dem i øjnene og nedkæmp dem. Dit våben er “åndelig krigsførelse”.

En pæn pige var netop hvad jeg var. Jeg ville gerne leve op til det hele, og så skete det, at jeg blev ramt af angst for ikke at gøre det godt nok. Angsten gjorde mig svag, og svag kan gøre syg. Du kender det sikkert. Gud taler om, at det er i dine svagheder, at du skal finde styrken til at tro. Han kalder det “at bære sit kors”. Når jeg mærker, at angsten sniger sig ind, ved jeg, at det er min svaghed, der prøver at knække mig. Man kan sige, at min svaghed er fjenden. Før i tiden ville jeg have hylet og skreget, og fortalt en veninde hvor hårdt det hele var, men eg kom ligesom ikke rigtigt videre. Åndelig krigsførelse er en handlestrategi, der giver definitivt giver de dårlige tanker baghjul. Det har været mit vendepunkt til et liv med handling, glæde og muligheder.

Der er tre trin, når du benytter dig af åndelig krigsførelse.

1. Kend dine svagheder
Det første trin handler om at være sig bekendt med sine svagheder. Spørg dig selv, hvad der får dig til at føle dig ude af balance og i hvilke sammenhænge. Er du usikker, rasende, får ondt af dig selv, en kontrolfreak eller blærerøv? Vær bevidst om, at det ikke er de ydre begivenheder, der gør det ved dig. Det er dig selv, der tillader dig at miste dig selv. Identificer de temaer, der gælder for dig.

2. Se når fjenden går til angreb
Det andet trin handler om at mærke efter, når svagheden melder sin ankomst. Du kan kende det ved, at tankerne eller følelserne lader dig løbe af med dig selv. Det er i overhalingsbanen ned i et sort hul. Fjenden angriber dig. Du er på vej væk fra enheden med dig selv og med Kilden. For mig, der tror på Gud handler det om at blive revet væk fra Guds velsignelse og Guds lys.

3. Gå i krig
Det handler om at få forbindelse til kilden igen, til Gud. Gå i bøn. Påkald dig Guds beskyttelse. Ved at visualisere og gå i forbøn vil svaghederne ikke længere have magt over dig. Du vil opleve at de falder bort til fordel for en heling af dig selv.

For mit vedkommende var det til oplevelsen af frihed, styrke og at mulighederne ligger åbne. Det enormt positivt at være fri af gamle begrænsninger og være velsignet med visheden om, at jeg kan. Jeg er ikke et offer for mine egne svagheder, men et handlekraftigt menneske, beskyttet i Guds lys og badet i hans velsignelser. Men det kræver handlingen: at foretage åndelig krigsførelse.

Er du bevidst om altid at gå til angreb, når du mærker det, så vil fjenden aldrig få magt over dig. Det betyder ikke, at du for altid er helbredt for dårlige tanker og bump på vejen, men giver dig kompetence til at handle dig ud af dem, og bumpene vil opleves som mindre og mere ubetydelige. Bønnen er et stærkt værktøj, hvormed du kan frigøre dig fra sorte tanker og uhensigtmæssige mønstre og med det samme forene dig med dit højere potentiale. I bund og grund giver bønnen adgang til heling og til oplevelsen af at være i Guds lys.